En historie er gemt

 

Jeg er en maler, der maler ud fra stemninger, fantasi og følelser. Og ud fra mange tanker. Når jeg er i mit værksted finder der en udladning sted, min mentale energi overføres til lærredet, og jeg er total udmattet, når maleriet er færdigt. Jeg bruger "alle mine kræfter", så at sige.

Jeg identificerer mig derfor mest med det såkaldte sjælemaleri, hvor det ydre repræsenterer det indre; et stemningsmaleri hvor farve og form fungerer som symboler for det, der rører sig i et menneske. Og hvor billedets energi afspegler den mentale proces, jeg som kunstner er igennem, når jeg maler.

 

De fleste af mine billeder sætter følelsesmæssige reaktioner i gang hos andre, og det er netop mennesket, med dets tanker og væren i verden der primært interesserer mig.

Derfor, når du ser et af mine malerier, vil du altid kunne spørge mig:

- hvad vil du med billedet?

- hvad er det, du vil udtrykke?

- hvad er det, der sker i maleriet?

 

En historie er gemt i mine malerier. Nogle gange om hvordan maleriet blev til og blev som det blev. Nogle gange om hvad jeg havde sat mig for at skildre. Andre gange er det dele af mit eget emotionelle liv, der kommer på lærredet, eller kommentarer til den verden vi lever i. Mine billeder er fortællinger, som jeg som regel også er i stand til at fortælle med ord.

Det er dette, der er min mission:
At få mennesker i tale om de, til alle tider, store spørgsmål i og om livet - Og døden.

Stort set alle mine billeder er udført i olie. Mest på lærred, men af og til på spånplader  eller andre materialer. Jeg kan godt lide at de er lidt rå i struktur og pensel- eller spartelføring.

Jeg maler ofte "realistiske" billeder, der skal forestille noget fra virkeligheden, selv om de ikke er malet i supernaturalistisk, fotografisk stil.  

Der må gerne være mere end én, der kan genkende sig selv eller en anden i et maleri, og derfor er det mennesket som "figur" eller symbol, der afbildes, og kun sjældent et konkret menneske eller en konkret genstand, bygning eller lign.

Det vigtigste for mig er at ramme noget essentielt og genkendeligt fra vore liv, så det, jeg ønsker at kommunikere ligger lige for og ikke behøver at fortolkes eller forklares af andre, end netop den, der i det givne øjeblik ser på mit billede.. og tænker sit!